08.06.2011  

Definitioner af lånebegreber

Samlet obligationsrestgæld

Angiver den nødvendige obligationshovedstol for at udbetale et provenu på 1.000.000 kr. hhv. 400.000 kr. efter omkostninger i forbindelse med etablering af lånet.

Tinglysningsafgift til staten

Består dels af en fast afgift på 1.400 kr. og en variabel afgift, som udgør 1,5 pct. af lånestørrelsen. Beløbet oprundes til nærmeste 100 kr. og tilfalder staten.

Fastkursaftale

Der tegnes fastkursaftale på ejerskiftelån ydet som obligationslån. Fastkursaftalen løber i dette eksempel i 1 måned, og prisen består dels af et fast gebyr, dels en reduktion i obligationskursen. Prisen for fastkursaftale er medregnet i den samlede obligationshovedstol.

Kurtage

Omkostning i forbindelse med salg af obligationer.

Kursskæring

Omkostninger i forbindelse med salg af obligationer. Beregnes som en reduktion i obligationskursen.

Gebyrer til realkreditinstitut

Lånesagsgebyr som opkræves i forbindelse med etablering af lån.

Tinglysningsekspedition mv.

Valgfrit gebyr, som betales i de tilfælde, hvor realkreditinstituttet står for at tinglyse pantebrevet. Denne serviceydelse vælges af de fleste kunder.

Der kan herudover forekomme gebyrer ved formidling af realkreditlån gennem ejendomsmæglere mv.

Stiftelsesomkostninger i alt

Sum af alle omkostninger i forbindelse med optagelsen af lånet.

Bidrag

Bidraget er en løbende omkostning og betales som en procentdel af den til enhver tid gældende restgæld. Beløbet tilfalder realkreditinstituttet.

Bruttoydelse pr. år, inklusiv bidrag

Samlet årlig bruttoydelse for realkreditlånet. Nettoydelse er ikke beregnet, da denne afhænger af skattelettelser i bopælskommunen.

Effektiv omkostningsprocent pr. år

Den effektive omkostningsprocent pr. år er et udtryk for de samlede omkostninger set i forhold til de samlede ydelser på lånet. Den effektive omkostningsprocent adskiller sig fra Kreditaftalelovens ÅOP (Årlig Omkostninger i Procent) ved at inkludere alle omkostninger i prissammenligningen - herunder fastkursaftale og tinglysningsekspedition. De yderligere gebyrer, der indgår i beregning af effektive omkostningsprocent pr. år, medføre at værdien er højere end den tilsvarende ÅOP.

Bidragsprocent

Størrelserne "Bidragsprocent" og "Bidrag første år" målt i kroner er udregnet med de forudsætninger, som prisguiden i hvert enkelt eksempel anvender, herunder forskellige rabatordninger.