12.11.2010  

Vedtægter

§ 1 Navn og hjemsted

Stk. 1. Foreningens navn er "Realkreditforeningen". Foreningens engelske navn er " Danish Mortgage Banks' Federation".

Stk. 2. Foreningens hjemsted er Københavns Kommune.

 

§ 2 Formål

Stk. 1. Foreningen har til formål i alle henseender at virke for gode vilkår for medlemmerne ved at varetage medlemskredsens fælles interesser i relation til Folketing, regering, samarbejdet inden for EU, offentlige myndigheder samt nationale og internationale organisationer.

Stk. 2. Foreningen informerer indadtil og udadtil i forhold af betydning for medlemmerne, og vil aktivt søge indflydelse på realkredittens udvikling.

 

§ 3 Medlemskab

Stk. 1. Som medlem af foreningen kan optages danske realkreditinstitutter, der yder lån på grundlag af institutternes udstedelse af realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer. Tilsvarende gælder for herværende datterselskaber og filialer af udenlandske institutter.

Stk. 2. Et realkreditinstitut, der ønsker medlemskab, indsender skriftlig anmodning herom til foreningens bestyrelse med oplysning om virksomhedens vedtægter, aktiviteter og organisations- og ejerforhold.

Stk. 3. Bestyrelsen træffer bestemmelse om medlemskab. Beslutning om medlemskab træffes med kvalificeret flertal efter § 13.

 

§ 4 Kontingent

Stk. 1. Bestyrelsen fastsætter kontingentets størrelse samt opkrævning heraf.

Stk. 2. Foreningens udgifter dækkes af medlemmernes kontingent som fastsættes i forhold til obligationsrestgælden, jf. stk. 3, i henhold til et af bestyrelsen godkendt budget.

Stk. 3. Fordelingsnøglen institutterne imellem beregnes på baggrund af obligationsrestgælden baseret på udlån i Danmark, hvorved forstås det nominelle obligationsbeløb, der kræves for at indfri den nominelle obligationsrestgæld på udestående lån opgjort ultimo det foregående år og afrundet til nærmeste hele antal milliard. Benyttes andre værdipapirer end realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer til finansiering af udlånet, indgår indfrielsesbeløbet for disse på tilsvarende måde. Obligationsrestgælden opgøres samlet for en realkreditkoncern og betragtes som moderselskabets obligationsrestgæld.

Stk. 4. Bestyrelsen kan uanset stk. 2 og 3 fastsætte et minimumskontingent for medlemmer. Beslutning herom træffes med kvalificeret flertal efter § 13.

 

§ 5 Udtrædelse og Eksklusion

Stk. 1. Udtrædelse af foreningen kan ske med 6 måneders skriftlig varsel til 1. januar.

Stk. 2. Hvis et medlem træder i betalingsstandsning eller konkurs eller mister tilladelse til at udøve den virksomhed, det hidtil har haft tilladelse til, bortfalder virksomhedens rettigheder som medlem med øjeblikkelig virkning.

Stk. 3. Hvis et medlem ikke mere opfylder betingelserne for at være medlem, misligholder sine forpligtelser over for foreningen eller i øvrigt tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til lovgivningen eller andre bestemmelser for den pågældende type virksomhed, herunder tilsidesætter de beslutninger og regler, som lovligt måtte være truffet, henholdsvis fastlagt af foreningen, kan bestyrelsen ekskludere vedkommende som medlem.

Stk. 4. Bestyrelsens beslutning om eksklusion af et medlem træffes med kvalificeret flertal efter § 13.

 

§ 6 Medlemmernes hæftelse og ret til foreningsformuen

Stk. 1. Medlemmerne hæfter ikke for foreningens forpligtelser.

Stk. 2. Medlemmerne har ikke ved udtræden eller eksklusion krav på foreningens formue.

 

§ 7 Årsmøde

Stk. 1. Bestyrelsen fastsætter tid og sted for afholdelse af årsmøde.

Stk. 2. Årsmødet indkaldes med mindst 3 ugers varsel, og dagsorden for mødet fastsættes af bestyrelsen.

Stk. 3. I årsmødet kan deltage medlemmer af bestyrelsen samt bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer fra foreningens medlemsinstitutter. Endvidere kan institutterne blandt sine ansatte udpege deltagere i årsmødet. Herudover kan gæster inviteres til mødet.

Stk. 4. Årsmødet ledes efter bestyrelsens beslutning af bestyrelsens formand, af næstformanden eller af en af bestyrelsen udpeget dirigent.

 

§ 8 Bestyrelsen

Stk. 1. Bestyrelsen er foreningens øverste organ.

Stk. 2. Bestyrelsen består af indtil 2 medlemmer fra hvert af foreningens medlemsinstitutter, hvoraf mindst ét medlem skal være medlem af instituttets direktion.

Stk. 3. Datterselskaber af realkreditinstitutter kan ikke være selvstændigt repræsenteret i bestyrelsen. Der må ikke være mere end 2 bestyrelsesmedlemmer fra samme koncern.

Stk. 4. De enkelte medlemmer udpeges af det repræsenterede medlemsinstitut for en 2-årig periode, der påbegyndes efter afholdelse af det årsmøde, der afholdes i lige år, og varer indtil afholdelse af årsmøde i næstkommende lige år. Genudpegning kan finde sted. Fratræder et bestyrelsesmedlem i medlemsperioden, udpeger medlemsinstituttet en efterfølger for den resterende del af perioden.

Stk. 5. Bestyrelsen vælger umiddelbart efter hvert årsmøde af sin midte en formand og en næstformand. I tilfælde af formandens forfald træder næstformanden i enhver henseende i hans sted.

Stk. 6. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af samtlige bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Hvert bestyrelsesmedlem har én stemme. Beslutning træffes ved simpel stemmeflerhed, med mindre det i nærværende vedtægt er bestemt, at beslutning kræver kvalificeret flertal efter § 13. I tilfælde af stemmelighed bortfalder forslaget.

Stk. 7. Over forhandlingerne føres protokol, der underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 8. Bestyrelsen kan fastlægge en forretningsorden.

Stk. 9. Medlemskabet af bestyrelsen er ulønnet.

 

§ 9 Bestyrelsens opgaver

Stk. 1. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af foreningen og er ansvarlig for dens økonomiske drift.

Stk. 2. Bestyrelsesmøder indkaldes, så ofte formanden skønner det nødvendigt, eller når mindst 2 medlemmer af bestyrelsen eller næstformanden begærer det.

Stk. 3. Bestyrelsen nedsætter efter behov udvalg med særlige kommissorier og udpeger repræsentanter til eksterne opgaver.

Stk. 4. Som medlemmer af interne udvalg og til at varetage eksterne opgaver udpeger bestyrelsen normalt personer, der repræsenterer medlemsvirksomheder.

Stk. 5. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg eller arbejdsgrupper til at behandle spørgsmål af særlig interesse for grupper af medlemmer.

Stk. 6. Bestyrelsen kan på medlemsinstitutternes vegne træffe bindende beslutninger vedrørende væsentlige politiske aftaler med offentlige myndigheder. Sådanne beslutninger kan alene træffes med kvalificeret flertal efter § 13.

 

§ 11 Tegning og Prokura

Stk. 1. Foreningen tegnes af formanden, næstformanden eller et bestyrelsesmedlem - 2 i forening.

Stk. 2. Bestyrelsen kan meddele prokura - enkel eller kollektiv.

 

§ 12 Sekretariatet

Stk. 1. Bestyrelsen beslutter, hvorledes foreningens sekretariatsfunktion organiseres, herunder outsourcing af sekretariatsfunktionen til Finansrådet.

Stk. 2. Bestyrelsen fører tilsyn med sekretariatsfunktionen og påser herunder, at regnskabsfunktionen fungerer på en betryggende måde.

 

§ 13 Vedtægtsændringer

Stk. 1. Beslutning om ændring af vedtægterne kan træffes af bestyrelsen, såfremt forslaget tiltrædes af mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

Stk. 2. Ved afstemning i bestyrelsen efter stk. 1, har det enkelte medlems stemme vægt efter den obligationsrestgæld som repræsenteres efter § 4. Når 2 medlemmer repræsenterer 1 institut forudsættes de at repræsentere halvdelen af instituttets obligationsrestgæld hver. Såfremt kun 1 ud af 2 medlemmer fra samme institut deltager i et møde, har vedkommendes stemme vægt efter hele instituttets obligationsrestgæld.

 

§ 14 Regnskab og Revision

Stk. 1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2. Årsregnskabet skal, efter at være revideret af en af bestyrelsen udpeget statsautoriseret revisor, forelægges til bestyrelsens godkendelse. Regnskabet underskrives af bestyrelsen.

 

§ 15 Opløsning

Stk. 1. Foreningen kan opløses af bestyrelsen, hvis det besluttes med kvalificeret flertal efter § 13.

Stk. 2. Opløses foreningen, træffer bestyrelsen beslutning om de økonomiske konsekvenser heraf, herunder om anvendelse af en eventuel formue.

 

§ 16 Ikrafttræden

Foranstående vedtægter træder i kraft på underskriftstidspunktet.

 

                                                        -o0o-