19.01.2012  

Markant tilbagegang for realkreditudlånet i 2011

Historisk lavt udlån i 2011

I 2011 endte nettoudlånet for boligejere på 22,8 mia. kr. Der er tale om det laveste udlån siden 1995.

"Nettoudlånet blev på 23 mia. kr. sidste år, som er det laveste siden 1995, og omtrent det halve af nettoudlånet året før, der heller ikke var prangende. Potentielle boligkøbere har udskudt købet, og nuværende boligejere afventer situationen før de igangsætter boligforbedringer. Det har været situationen i 2011, hvor den internationale gældskrise og økonomisk usikkerhed har gjort, at aktivitetsniveauet på boligmarkedet har været sat på vågeblus,"  siger Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen.

"Ved indgangen til 2012 er der tegn på bedring, da flere økonomiske nøgletal vil stabilisere sig i forhold til den økonomiske katastrofeopbremsning, som vi oplevede i 3. kvartal 2011, hvor den økonomiske usikkerhed var på sit højeste. Således forventer Realkreditforeningen et stigende nettoudlån i 2012," siger Karsten Beltoft.

Overraskende mange danskere dropper deres fastforrentede lån

Boligejerne har i stor stil valgt at opsige fastforrentede lån for 22,2 mia. kr. i 4. kvartal 2011, der bliver omlagt til rentetilpasningslån. Den største vækst i ren-tetilpasningslån er sket for lån med en rentebindingsperiode fra 1 til 5 år. Det er en massiv omlægning, som man skal tilbage til begyndelsen af 2010 for at se tilsvarende. 

"Dagens tal i udlånsstatistikken viser en overraskende omlægning væk fra fastforrentede lån hen imod rentetilpasningslån. Årsagen skal nok findes i, at renten på F1-lån i efteråret nærmede sig 1 procent, men ikke desto mindre er dette overraskende i lyset af, at også de fastforrentede renter er på et meget lavt niveau i øjeblikket," siger Karsten Beltoft.

"Det er dog for tidligt at konkludere, at vi nu får en ny bølge af omlægninger over til rentetilpasningslån. Realkreditinstitutterne er i det nye år begyndt at sælge fastforrentede lån med kun 3,5 procents rente, som trækker i den modsatte retning," påpeger Karsten Beltoft.

Brutto- og nettoudlån for ejerboliger

Grafen i stort format

Nettoudlån for fast og variabel rente

Grafen i stort format

Statistik for realkreditudlån 4. kvartal 2011 (PDF)

Yderligere information:
Direktør Karsten Beltoft, Realkreditforeningen, tlf. 30 16 11 11