15.09.2011  

Vi går et langt efterår i møde på boligmarkedet

Dagens tal for boligmarkedet viser lav handelsaktivitet, faldende priser og stigende udbud – kort sagt efteråret bliver langt på boligmarkedet.

"Dagens tal for ejendomsmarkedet er ikke opmuntrende læsning. Huspriserne falder en lille smule for fjerde kvartal i træk, og handelsaktiviteten er stadigvæk lav med under 10.000 handler i 2. kvartal 2011. Boligmarkedet er præget af den generelle økonomiske usikkerhed, som giver udslag i, at antallet af boliger med et til salg-skilt stiger i øjeblikket. Desværre er der ikke udsigt til væsentlige forbedringer af forholdene på boligmarkedet lige foreløbig, " siger Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen.

"Inden alle får sortsyn og vinterdepression, når vi taler om boligmarkedet, skal det lige erindres, at der gennemsnitlig blev solgt i underkanten af 60.000 boliger på årsbasis i perioden 2000-2010. Med dagens salgstal forventer vi, at vi i hele 2011 kommer op på ca. 2/3-dele af handelsniveauet siden år 2000. Selvom der er længere end normalt mellem hushandlerne er det forkert at sige, at markedet er gået helt i stå," vurderer Karsten Beltoft.

"Der er ikke mange lyspunkter i dagens tal, men det er dog værd at bemærke, at salgstiden for solgte ejerlejligheder er faldet ganske pænt fra 174 til 158 dage. Det er primært hovedstaden, der trækker salgstiderne ned, da det nu kun tager 136 dage at få solgt lejligheden her," siger Karsten Beltoft.

"Rækken af økonomiske usikkerheder forlænger efteråret på boligmarkedet.  De indenlandske usikkerheder kan blive løst, når folketingsvalget er veloverstået og politikerne trækker i arbejdstøjet igen og vedtager de nødvendige reformer. Den enkelte dansker får forhåbentlig klarere besked om dansk økonomi, og hvad det betyder for de enkelte husholdninger. De udenlandske usikkerheder vil fortsætte en del tid endnu, og derfor forventer jeg heller ikke, at 2011 eller 2012 bliver specielt gode for boligmarkedet," påpeger Karsten Beltoft.

Pressemeddelelsen inkl. figurer (pdf)

Yderligere information:
Direktør Karsten Beltoft, Realkreditforeningen, tlf. 30 16 11 11