23.01.2012  

Tvangsauktioner klumper sammen i Danmark

Tvangsauktioner rammer langt hårdere i nogle egne af landet end i andre. Det viser en analyse, som Realkreditforeningen har foretaget. Andre krisetegn på boligmarkedet klumper sig også sammen. Lolland-Falster, Syd- og Vestsjælland samt Nordvestjylland er de sorte pletter.

Danmark regnes for et grønt land. Men ser man på fordelingen af tvangsauktioner, kommer der sorte pletter på landkortet. Lolland-Falster, Syd- og Vestsjælland samt Nordvestjylland har markant flere tvangsauktioner end resten af landet. Op til fire gange flere parcelhuse må i den hårdest ramte kommune sælges af skifteretten i forhold til gennemsnittet i Danmark.

Sådan er billedet i den analyse, som Realkreditforeningen har foretaget af fordelingen af de 2.390 tvangsauktioner over villaer, der i 2011 blev gennemført i Danmark.

På en helt suveræn førsteplads ligger Lolland Kommune. Her gik 0,89 pct. af kommunens villaer på tvangsauktion i 2011 mod et landsgennemsnit på 0,21 pct. Herefter er der et godt langt spring ned til Guldborgsund Kommune på andenpladsen. I Guldborgsund var tvangsauktionsandelen på 0,52 pct., skarpt forfulgt af Kalundborg Kommune på tredjepladsen med 0,49 pct.

Tvangsauktionerne er et alvorligt tegn på et kriseramt boligmarked, men der er også andre forhold, der kendetegner et trængt marked. Det drejer sig om lange salgstider og faldende boligpriser for de ejendomme, der bliver solgt.

Tabel 1: 15 kommuner med flest tvangsauktioner i forhold til antal villaer
Tabel 1 15 kommuner med flest tvangsauktioner i forhold til antal villaer
Kilde: tvangsauktioner.dk, Boligmarkedsstatistikken og egne beregninger

Den seneste Boligmarkedsstatistik viser, at det tager lang tid at sælge parcelhuse i de områder, der er ramt af mange tvangsauktioner. Som det fremgår af 2. kolonne i tabellen, tager det i gennemsnit 200 dage at sælge et parcelhus, mens det tager helt op til et år i de værst ramte områder.

Lange salgstider og mange tvangsauktioner følger altså hinanden, men også prisfald kendetegner naturligvis i høj grad et krisepræget boligmarked. Boligmarkedsstatistikken pr. 3. kvartal 2011 viser prisfald for parcel- og rækkehuse i kommunerne i perioden 3. kvartal 2010-3. kvartal 2011.

Statistikken viser blandt andet, at de tvangsauktionsramte områder også scorer højt, når det drejer sig om fald i m2-priserne for de solgte ejendomme. I alle områderne - dog på nær Sorø - er der tale om prisfald; for nogle områder endda meget markante prisfald. Som det fremgår af 3. kolonne i tabellen, har Morsø og Lolland måttet konstatere prisfald på op til næsten 30 pct. på blot et år mod landsgennemsnittet på 6,6 pct.

Beltoft: Ingen overraskelse - desværre

Det kommer ikke bag på Realkreditforeningens direktør, Karsten Beltoft, at det i udpræget grad er landdistrikterne, der plages af en negativ udvikling på boligmarkedet.

"Det er sådan set ikke nogen overraskelse, men det er første gang, der bliver sat tal på i forhold til antallet af parcelhuse i den enkelte kommune. Gennem en længere periode har mange danskere overordnet set søgt væk fra landdistrikterne og ind til byerne. Det er dog værd at bemærke, at søgningen fra land mod by ikke er et isoleret dansk fænomen, men en tendens vi ser i de fleste lande. Denne bevægelse fra land mod by skaber økonomisk afmatning i landdistrikterne, og på boligmarkedet ser vi konsekvenserne i form af prisfald, lange salgstider og tvangsauktioner", siger Karsten Beltoft.

"I visse områder er det nærmest en skilte-skov, man bevæger sig i, og når der samtidig er langt mellem køberne i landdistrikterne, bliver boligmarkedet hårdt ramt. Nu har vi fået en minister, der særligt skal tage sig af disse områder, og ministeren for landdistrikter står over for en svær opgave med at få vendt udviklingen i landdistrikterne," slutter Karsten Beltoft.