21.12.2011  

Boligbyrden lavere end i 1980'erne

Boligsalget går meget trægt for tiden, og priserne i 3. kvartal 2011 er faldet mere end det længe er set.

Men er det problemer på boligmarkedet, der er medvirkende årsag til den mistrøstige konjunkturudvikling, eller er det konjunkturudviklingen, der har sat boligmarkedet i stå?

Ser man på den såkaldte boligbyrde, er svaret ret klart. Prisniveauet er absolut ikke højt. Udgiften ved køb af en bolig sammenholdt med indkomsten er omtrent på det laveste niveau i ti år. I løbet af de sidste 25 år har boligbyrden faktisk kun været lavere i en periode i 1990'erne, hvor boligmarkedet var presset, især i begyndelsen af årtiet.

Boligbyrden måler udgiften ved køb af en bolig ved det aktuelle niveau for boligpriserne, renten på en 30-årig realkreditobligation, boligskatter mv.

Boligbyrden er lavere end i 1980'erne

Kilde: Beregninger udført af Realkredit Danmark

Grafen i stort format

Det lave niveau for boligbyrden peger på, at prisniveauet ikke er fundamentalt overvurderet, som det undertiden hævdes. Det nuværende prisniveau er ikke en hindring for, at der kommer gang i boligmarkedet. Selv hvis renten skulle stige lidt efterhånden som økonomien forbedres, vil boligbyrden stadig være relativt lav. Havde renten eksempelvis været én procentenhed højere i tredje kvartal, dvs. godt 5 pct. i stedet for godt 4 pct., så ville indekset have været 89 i stedet for 81, dvs. stadig på niveau med 1980'erne.

Beltoft: "Omvendt boligboble er en mulighed"

Ifølge Karsten Beltoft, der er direktør i Realkreditforeningen, vidner tallene om, at boligsalget er sat i stå af krise og usikkerhed:

"Prisniveauet på boligmarkedet er fornuftigt for øjeblikket. Med den lave rente er der mulighed for både at købe og finansiere på fordelagtige vilkår. Det er værd at lægge mærke til, at boligpriserne både kan komme op i urealistisk høje niveauer og gå den modsatte vej. De kan komme under det niveau, man skulle forvente, når man ser på indkomster og renter. I så fald vil der være tale om en "omvendt boligboble", drevet af pessimisme."