Historien om dansk realkredit starter reelt i kølvandet på den katastrofe, der opstod i forbindelse med Københavns brand i 1795, hvor der udbrød brand på Holmen i København. En fjerdedel af København brændte ned!

En kreds af velstående personer tog herefter initiativ til oprettelsen af det første danske realkreditinstitut - Kreditkassen for Husejerne i Kjøbenhavn. Kreditkassen ydede lån på basis af udstedelse af obligationer og var reelt det første egentlige realkreditinstitut i Danmark. Kreditkassen savnede imidlertid mange af de karakteristika, som vi kender fra nutidens realkreditinstitutter. Lånene var opsigelige fra kreditors side, hvilket begrænsede fordelen ved realkredit. Endvidere havde man i datiden maksimalrentebestemmelser, der betød at man maksimalt måtte kræve 4 pct. i rente. Det var altså et primitivt og ufuldkomment forstadium til vor tids realkreditsystem, der blev startet for godt 200 år siden i København. I godt 50 år var det landets eneste realkreditinstitut.

I 1849 fik Danmark en ny Grundlov med foreningsfrihed. Hermed lempedes adgangen til oprettelse af kreditforeninger. Kreditforeninger var foreninger af låntagere, der hæftede solidarisk og som optog lån ved udstedelse af obligationer, som i datiden blev solgt til små og større private opsparere, da der ikke i datiden eksisterede institutionelle investorer, som obligationerne i større stil kunne afsættes til. Modsat tidligere blev lånene nu gjort uopsigelige fra kreditors side. Foreningsbevægelsen kom til næsten enerådigt at præge dansk realkredit i over 100 år. Foreningerne havde til målsætning at varetage medlemmernes interesser. Det gav sig bl.a. udslag i, at foreningens formue tilhørte medlemmerne, som fik udloddet deres andel af foreningens formue ved udtræden efter ganske komplicerede regler.

Foreningerne førte imidlertid en meget tilbageholdende lånepolitik. Når kreditforeningen havde nået en vis størrelse, havde foreningens medlemmer ikke den store interesse i yderligere udlån, idet de nye låntagere jo typisk ville være mere risikobehæftede end de låntagere, der allerede var i foreningen. Af samme grund var underbelåning snarere end overbelåning i datiden kreditforeningernes afgørende svaghed.

Det var da også baggrunden for, at staten i slutningen af 1950´erne tog initiativet til oprettelsen af de såkaldte realkreditfonde på banen. De var selvejende fonde med en anden målsætning end foreningerne.

Fra begyndelsen af 1970'erne nærmede kreditforeningerne sig fondskonstruktionen, med opbygningen af en selvstændig foreningsformue, der ikke tilhørte medlemmerne. I dag er ejerforholdene direkte lovreguleret, sådan at kreditforeningernes formue ikke kan udloddes til medlemmerne.

Siden er kreditforeningerne gået over til aktieselskabsformen, som enten ejes 100 procent af foreninger/fonde, eller egentlige realkreditaktieselskaber, som ejes af pengeinstitutterne. I daglig tale kaldes de alle realkreditinstitutter.